lørdag den 7. februar 2015

Kur mod "grøn kriblen" i fingrene

-med forspiring i vindueskarmen

Der er mange af os haveglæde mennesker, som allerede nu har "grøn kriblen" i fingrene. Man kan afhjælpe den "grønne kriblen" ved at forspire i vindueskarmen. Det kan være kartofler eller hvidløg. Begge dele er utrolig let, det eneste det kræver er lidt tålmodighed.

Forspiring af kartofler
Så er der grønt i vinduet.
Man kan fremme sin høst af kartofler med 1-2 uger, ved at lade dem forspire i en æggebakke. Det er let og koster ikke noget særligt. Man har muligvis nogle kartofler i grønsagsskuffen, som helt af sig selv. Dem kan man sagtens bruge. Giv dem lidt vand dagligt og stil dem i den koldeste vindueskarm, du har. I mit tilfælde er det i køkkenet.

Forspiring af hvidløg
Forspiring af hvidløg det gør mig glad. Det er så utrolig let og efter omkring 2 uger, så har du hvidløgsfed med lange grønne spirer. De skal bare ligge hvidløgsfedets-"fod" i lidt vand.
De grønne spirer kan du klippe af og spise, men du kan også stikke hvidløgene i jorden. Jeg sætter gerne hvidløg i løbet af vækst sæsonen -i mit drivhus forstås. Det fungere fint, så kan jeg høste hvidløg løbende og det øger biodiversiteten i drivhuset.

I år har jeg også planer om hvidløg på altanen, som en del af mit projekt ”altanhave”. Hvidløgene fik jeg ikke lige sat i efteråret, men jeg tror jeg kan indhente det ved, at ”snyde” lidt. Først forspiring i vindueskarmen i lidt vand. Så kommer de i mælkekartoner med lidt jord i vindueskarmen. Derefter kan de så blive omplantet til potter på altanen i marts. 
Når det er koldt, så kan de få tæppe på i form af en fiberdug. Jeg har en meget beskyttet altan, så det hjælper på projektet. Det hjælper også, at det er i min altanhave, for altanen er jo så tæt på. Så gør det ikke så meget, at man skal tage fiberdug af og på.
Foreløbig går det godt med mit projekt hvidløg. De har fået nogle flotte lange toppe på 10 dage. Især er de vokset efter, at de kom i lidt jord i en mælkekarton. De står lidt tæt, men det er kun midlertidigt og det er dejligt, med lidt grønt i vindueskarmen.

God fornøjelse med forspiringen


Eva-Andrea  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar