-Laundromat Café: lån en bog, vask tøj og tag en varm latte
Jeg var forbi gammel kongevej med min kæreste i sidste uge og det endte med et cafébesøg på en utrolig hyggelig café, hvor man også kunne vaske tøj og låne en bog, mens man ventede og få noget at spise. Interiøret var i røde nuancer og det så dejlig tiltrækkende ud, når man kom fra en lang dødkold gåtur af gammel kongevej. Blæsten bed i kinderne, så en kop varm et eller andet, var lige hvad vi manglede.
Asiatisk salat
Det endte også med at vi delte en asiatisk salat, der var rigelig salat. Vi havde først siddet og luret lidt på de andre gæsters madanretninger. Der sad en fyr med en kæmpe portion chili con carne. Han havde heltmodigt kæmpet sig igennem halvdelen af portionen, men var så gået i stå. Nu så han ud til at kigge lidt anstrengt på resten af portionen, men hans blik var noget formildet, når han kiggede på kvinde han spiste sammen med.
Det fortalte os, at man let kunne dele en portion mad dette sted. Så det gjorde vi. Vi valgte en salat i den mindre ”greasy” ende. Asiatisk salat med kylling. Det var en skøn sammensurium af salat, tang, soja, ingefær, sprødt og blødt. Absolut anbefalelsværdigt til andre, der skulle komme forbi gammel kongevej og være sultne. Portionen kostede 89 kr.
Vi fik ikke taget et billede, for vi var så sultne og kolde, at vi ikke tænkte på det. Men salaten syntes at være anrettet efter princippet nu højere nu bedre.
Varm kakao
En varm kakao var ikke bare en varm kakao. Næ nej det var varm chokolade i luksus klassen og med en intens smag, man husker længe. Men prisen var nu helt i orden omkring de 30-35 kroner. Deres chailatte var til gengæld alt for sød efter min smag.
Det var et sted med astmosfære og en fantastisk asiatisk salat. Jeg anbefaler det gerne til alle.
Eva-Andrea
Ingen kommentarer:
Send en kommentar