lørdag den 8. juni 2013

Krydderier og krydderurter

-Torvehallerne har hvad hjertet begærer 

Jeg var i torvehallerne i dag og på en lørdag skal man være der tidligt, ellers løber man ind i hober af folk. Jeg var der ved ti-tiden og der var ikke alt for mange mennesker endnu.


Jeg elsker kryddeributikken Asa der ligger i torvehallerne, for der har de et kæmpe udvalg af krydderier, en meget køn indretning og en venlig og interesseret betjening. 
Igen i dag kunne jeg få de krydderier, jeg havde brug for. Min mor var også med og skulle fylde sine krydderihylder op. Det blev til Seven spices, five spices, muskatnødder, krydderurtesal og nigellafrø. Seven spices-blandingen man kan få hos Asa, er blandet på den helt rigtige måde. Jeg anvendte denne blanding så sendt som i går i en ekstraordinær hvidkålssalat. Min mor anvender gerne seven spices i frikadeller eller på hakke bøffer. Hvidkålssalaten er med skyr, seven spices, nigellafrø, ristede sesamfrø, knuste ristede kakaobønner og jordbær på toppen. Det er en opskrift som jeg har fra min veninde Lea. Alle krydderierne kan fås hos Asa inklusiv kakaobønnerne. At de sælger Kakaobønnerne er et nyt tiltag og hvor er det skønt. Kakaobønner er også ret anvendelig i f.eks. rispilaf, smoothies, en karry eller en mexicansk mole. Der er mange muligheder med kakao. Asas kakaobønner er rå, økologiske og fra Afrika. 
Nigellafrø er meget aromatiske, de har nærmest en parfumeret smag, så de kan peppe mange retter op. De er dog bedst, hvis de er blevet varmet op - gerne ristet på en pande forstås. I hvidkålssalaten passer de rigtig fint ind. 
Et andet nyt tiltag hos Asa er, at de har urteteer. Jeg er ikke voldsomt glad for urteteer, for de smager oftest af enten tørret mynte eller lakridsrod. Men jeg har hos Asa fundet en rigtig god urtete: citron verbena, som også kaldes jernurt. Den er frisk og citron-agtig i smagen. Den fungere også godt kold som iste, med sødemiddel eller sukker og ekstra citronsmag i form af citronskal. Hvis man ikke lige kommer forbi torvehallerne, kan man købe Asas krydderier på nettet og nåja så har de også nogle filiater i Indien.
  
Krydderurter 

Krydderurter kan man også købe i mængder i torvehallerne. Der er specielt en butik, som har alt i krydderurter, det er C.O. De har alt hvad hjertet kan begærer, når det kommer til friske krydderurter. Deres appelsinmynte og grapemynte er jeg ret vild med. De er begge ret gode til kød eksempelvis i en salat til nogle grillpølser. Derudover har de koreansk koriander(som er en mere levedygtig og udbytterig udgave af
almindelig koriander) og citron verbena i frisk form. De er begge blevet til faste planter i mit drivhus. En plante af hver og man har rigeligt til resten af sommeren. I denne butik har de også en køleafdeling, hvor man kan finde de mest fantastiske æbler, når det er sæson og de mest smagsfulde gulerødder, der kan købes. 


Jeg kom forbi begge butikker i dag og det kan anbefales til andre, som skal have fyldt deres krydderihylder og krukker op.


Eva-Andrea

1 kommentar:

  1. Dejligt indlæg tro jeg må se at tage mig sammen og besøge torvehallen har ikke været der endnu bor nemlig i Hundig
    mvh Betina

    SvarSlet