søndag den 11. marts 2012

Groft brød – et godt madbrød

-Ølandshvede & kærnemælk = skønt brød

Nogle gange har jeg lyst til brød af en ekstra god kvalitet. Noget brød som smager af noget, som mætter og som består af noget mere end luft. Når jeg har det sådan, så plejer jeg, at købe en god portion økologisk mel, gerne en god kærnemælk, langtidshæve dejen i køleskabet og ender med de dejligste boller.

Jeg er blevet ret vild med ølandshvedemel, som desværre er ret dyrt, men visse dage, køber jeg nu en portion alligevel. For det giver et brød, som smager fantastisk og mætter helt utroligt. Jeg er ret vild med kærnemælk i boller og brød, det giver en god syre og velsmag til brødet. I denne uge har Rema haft økologisk kærnemælk på tilbud og økologisk kærnemælk smager bare bedst.

Opskrift

Ca. 900 gr. ølandshvede, ca. 15 gr. Gær, 2 tsk. Salt(gerne en kryddersalt), 1 spsk. sukker, 3-4 dl. økologisk kærnemælk og samme mængde vand og gerne nogle kerner(der er også økologiske kerner på tilbud i Rema i denne uge).

Bland vand, kærnemælk, salt, sukker, kernerne og gæret. Rør det sammen til gæren er opløst. Tilføj nu melet og nu skal der altså æltes til man har ømme hænder. Det vil sige i hvert fald 15 minutter, men gerne længere. Ølandshvede skal nemlig æltes godt igennem, for at give dets gluten ilt. Ellers bliver dejen ikke rigtig i konsistensen og skorpen.

Lad det nu koldhæve mindst 12 timer, men gerne et døgn. Derefter skal det formes til boller eller mini flutes.

Det skal bage 20 minutter ved 220 grader.

Det er et rigtig godt madbrød til at dyppe i en dip eller suppe. Det mætter godt og er en fornøjelse at spise.

God fornøjelse med brødet.

Eva-Andrea

Ingen kommentarer:

Send en kommentar