onsdag den 22. juni 2011

Hyldeblomstsaft

Dette er en dansk sommer klassiker, som bare er bedst, når den er hjemmelavet. Hvis du vil lave din egen portion, så er det i disse uger, at du skal plukke de skønne hyldeblomster. Hvis du vil gemme saften, kan den let fryses.

Opskrift

Omkring 50 Hyldeblomster, 3 hele økologiske citroner og saft yderligere 3 citroner, ægte eller kunstig sukker efter smag (svarende til omkring 150 – 200 gr. ægte sukker), 1 ½ - 2 liter kogende vand og eventuelt vaniljepulver.

Vaniljen kan undlades, men jeg elsker bare vanilje ret meget, så jeg må bare have det i.

Kig blomsterne klaserne igennem for små dyr og grønne blade. Pluk stænglerne af blomsterklaserne. Læg dem i en stor skål, put sukker/kunstig sukker i og hæld kogende vand over.  Pres citronerne ned i skålen og læg de økologiske pressede citroner i skålen. Lad nu det hele trække 3-5 dage i køleskabet.

Det er vigtigt, at det er på køl, for ellers kan det hele let begynde at gære.

Når det har trukket, så skal det hele sies. Hyldeblomstsaften er nu klar til brug.  

Jeg bruger ret mange blomster pr. liter, i forhold til hvad man plejer, men jeg synes, at det er vigtigt, at saften kommer til at smage kraftigt af hyldeblomster. Ofte bruger man citronsyre på pulverform i hyldeblomstsaftopskrifter, for at gøre saften syrlig. Jeg foretrækker, at bruge citronsaft, for det er der jo fyldt med citronsyre og det er nemmere at få fat i. Hvis du synes, det er for dyrt at købe alle de citroner, så kan du købe saft på glas eller dåse.

Saften kan fortyndes med vand efter smag, når saften skal serveres. Man kan også lave sommerdrink klassikeren hyldeblomst, hvidvin og isterninger. Det ville være dejligt til for eksempel Sankt Hans aften. Men man kan jo også fryse saften og drikke den til vinter, når det er koldt, vådt og mørkt. Det kunne f.eks. være i en hylde gløgg.

God fornøjelse med hyldeblomster og saften.

Eva-Andrea

Ingen kommentarer:

Send en kommentar