tirsdag den 21. juni 2011

Hyldekylle

Hyldekylle
Nu hvor det er hyldetid og hyldetræerne har et væld af smukke blomster, skal de dejlige hyldeblomster bruges til så meget som muligt, synes jeg.
Jeg har gang i hyldeblomstsaft, som står og trækker i køleskabet(opskrift følger en af dagene), men man kan sagtens bruge hyldeblomster i meget andet end saft. Det kunne for eksempel være sammen med kylling. Det kan være en i en hel kylling eller i en kyllingefilet. Jeg laver oftest hyldekylle med kyllingefileter. Det er ret let og kan anbefales til alle, der vil prøve noget nyt f.eks. til Sankt Hans aften. Hvis du skal grille, kan du også smække fileterne på grillen indpakket i sølvpapir, men de kan også sagtens steges på panden.
Opskrift
Denne opskrift er til en enkel person, så du kan bare gange op, til det antal du skal bruge.
1 kyllingefilet, 1 hyldeblomst, ½ fed hvidløg, salt, sort peber og/eller cayenne peber/chili, citronsaft fra ½ citron og gerne revet citronskal(fra en økologisk citron forstås).
Skær kyllingefileten næsten helt igennem på langs, så fileten kan fyldes med krydderier og hyld. Åben fileten og drys saltet i, kværn peberen i, snit eller riv det halve hvidløg og lidt citronskal(ca. 1 tsk.) skred det ud inden i fileten. Pluk nu de små blomsterknopper af hyldeblomstklasen, læg det sammen med resten af fyldet og kasser resten af klasen. Drys nu lidt hakket chili eller cayenne peber øverst og luk til med en lille tandstik.
Nu kan man fortsætte ad forskellige veje. Enten kan man pakke kyllingefileten ind i sølvpapir og bage den eller grille den. Man kan også vælge, at stege den på en pande i lidt olie eller smør.
Når den er stegt, tilføjes der citronsaft henover kyllingefileten.
Hvis man ønsker mere krydring, kan man tilføje de krydderier, man elsker sammen med kylling. Det kunne f.eks. være lidt estragon, lidt purløg eller lidt persille(husk at vaske det grundigt, for det kan være fyldt med jordbakterier og det kan give mange maveproblemer).
God fornøjelse med hyldekylle og alle de dejlige hyldeblomster.
Eva-Andrea

Ingen kommentarer:

Send en kommentar