tirsdag den 26. juli 2011

Artiskokker - en sommer godbid

Kogte artiskokker er en skøn og unik sommer godbid. Artiskokker skal man unde sig selv et par gange i løbet af sommeren. Friske artiskokker er en helt anden smagsoplevelse end dem fra dåse. Artiskokker fra dåse kan også sagtens spises, men når de friske artiskokker er tilgængelige, så køb dem.

Friske artiskokker er ikke helt billige, men man kan sagtens nøjes med en halv til hel artiskok per person til et hovedmåltid med tilbehør forstås. Man kan godt være tre til, at dele en artiskok til forret. Man laver en dip til og dypper artiskokkernes blade i dippen og trækker artiskok kødet og dippen af med tænderne. Dippen kunne være en aioli, en græsk yoghurt rørt med lidt citronsaft og krydderurter eller en gedeostedip. Der er mange muligheder.

Opskrift

Denne opskrift er til to-fire personer afhængig af, hvor meget man elsker artiskokker.

2 artiskokker, saft fra en halv citron, 1 tsk. salt og vand.

Skær artiskokkerne midt over og hæld vandet i en stor gryde. Pres citronsaften ned i vandet og put saltet i vandet. Sæt vandet til at koge. Når det koger puttes artiskokkerne i vandet. De skal koge mellem 20-30 minutter.  Når de er kogte, tages de op og serveres.

På en artiskok spises artiskok bunden og det nederste ”kød” på artiskokbladene. Inde i midten af en artiskok sidder det man kalder skægget, men som egentlig er det inderste af blomsten. Det hiver man af, for det er ikke spiseligt og stikker.

Artiskokker
Artiskokker er i familie med tidsler. Men er en tidsel, som ikke vokser så godt i Danmark. Den er kendt fra middelhavslandene, hvor den har vokset i århundrede. I Danmark kan man gro dem, hvis man er villig til at give dem plads, masser af nærig og pleje. Ellers kan de dog købes i butikkerne nu, hvor de er i sæson. Artiskokker er i sæson fra juli til september.

God fornøjelse med artiskokkerne.

Eva-Andrea




Ingen kommentarer:

Send en kommentar