4. dag i min tomat og oste uge.
I går lavede jeg tomatsuppe fra grunden. Suppen var så mættende og skøn, så de kan kun anbefales. Jeg flåede selv tomaterne, men man kan købe tomaterne flåede på dåse. De små sprøde, knasende ostebrød passer perfekt til den cremede suppe. Det var en ret billig, men absolut skøn middag.
Tomatsuppeopskrift
Denne opskrift er til 2 personer, hvor suppen er hovedret.
Ca. 11/2 kilo tomater, 3 skalotteløg, 2 gulerødder, 2 fed hvidløg, 2 spsk. sukker, 2 spsk. oliven olie, 1 stængel selleri, 1 tsk. salt, 1 tsk. sort peber.
Put en gryde til at koge med ca. 2 liter vand. Når det koger, putter du tomaterne ned ca. 5 ad gangen. De skal koge 2-5 minutter, før de fiskes op igen med en gaffel. Nu kan tomaterne flås for skinnet. Det er ganske simpelt, for skinnet sidder ret løst.
Når tomaterne er flåede, skal de hakkes. Det behøves ikke at være fint, for suppen skal alligevel blendes til sidst. Man kan også pille frøene ud af tomaterne men helt ærligt, så synes jeg ikke det er nødvendigt.
Hak nu resten af grøntsagerne og hvidløget. Put olien i en gryde, tænd op under den(middelvarme) og svits grøntsagerne til de har fået lidt farve. Derefter tilføjes tomaterne, sukkeret, saltet og peberet.
Lad det koge ind ved fuld varme. Suppen skal blive lidt mere tyk i konsistensen. Til sidst skal den blendes igennem eksempelvis med en stavblender.
Ostebrødsopskrift
2 store skiver brød, ost i skiver(kunne være grillost eller en almen skæreost) og rigeligt frisk kværnet peber.
Tænd ovnen på 200 grader grill. Skær brødet i skiver. Skær osten i skiver og læg det på brødet. Sæt brødet i ovnen. Det skal have ca. 10 minutter, men det afhænger af hvor god din grill funktion er, så kig til det nu og da. Når brødene er grillede og med brune kanter, kværnes peberet hen over. Nu er de klar til at blive spist og dyppet i suppen.
God fornøjelse med toppen af poppen tomatsuppen.
Eva-Andrea
Ingen kommentarer:
Send en kommentar