søndag den 7. april 2013

Tidlige afgrøder


- salat, pak choi, radiser og lidt til

Vi er allerede bagefter køkkenhave-mæssigt pga. sne og frost. Men nu lysner det lidt. Specielt i midt drivhus er jorden varm. Så nu er der blevet gravet, gødet og sået.
Det er i første omgang nogle af de afgrøder som vokser hurtigt, så de kan blive høstet før, at der er store tomat- og chiliplanter i drivhuset. De afgrøder som jeg har sået er: forårsløg, salater, spinat, radiser, radiker, pak choi og kinakål som alle er hurtig voksende og kan plantes i relativ kold jord. Derudover er der "plantebørnehaven", hvor jeg har plantet bønner, knoldfennelke og squash, for at se hvordan de reagere på, at begynde livet i drivhuset.
De tidlige afgrøder kan også plantes på friland med fiberdug over, så planterne bliver beskyttet mod nattefrosten og jordlopper.
Fiberdug fås i f.eks. Silvan og holdes på plads af eksempelvis sten og teltpløkker.
Hvis man planter tidlige afgrøder nu et varmt og beskyttet sted, skulle man kunne høste om ca. en måned. Så det er bare om at komme i gang.
Man kan også købe et mini drivhus. De er nemme at have med at gøre og kan hurtigt sættes op. De koster lidt over 100 kroner og fås i øjeblikket i bl.a. Rema 1000.
I det hele taget kan man købe rigtig meget haveudstyr og haveredskaber i supermarkederne i øjeblikket. Rema 1000 har f.eks. en masse ting til opbinding af planter og potter. Så hold øjnene åbne, der er mange gode have-tilbud nu.

God fornøjelse med havegravningen og såningen.

Eva-Andrea

Ingen kommentarer:

Send en kommentar