onsdag den 21. september 2011

Gedeost appitizers

-med peber, basilikum og estragon

Det er en skøn og let appitizer som man kan lave dagen før, de skal bruges. Man kan også bruge en anden ost end gedeost, den skal bare smelte som gedeost, når den varmes. Jeg elsker bare gedeost, så det bruger jeg. Jeg har fundet en gedeost krydret med peber i torvehallerne i København og den er vældig god. Uden på fyldet lægger man en enkel dej.

Dej: 5 dl. hvedemel, 1tsk. salt, 1 spsk. sukker, 3 dl. vand og 25 gr. gær. Opløs gær, sukker og salt i vandet. Derefter blandes melet i. Dejen skal ikke være alt for fast, for en lidt blød dej, gør det hele nemmere, når de små lækkerbiskner skal formes. Lad dejen hæve ca. 1-2 timer. Tag lidt af dejen(ca. en fjerde del af dejen) ad gangen og mas dejen ud på et bord med hånden(et bord med mel). Sådan en lille portion dej skulle give ca. 4 små gedeost appitizers. I alt vil der ca. blive 16 styk. Når dejen er rullet ud og skåret i firkanter, tilføjes fyldet(se nedenfor) i den ene side af firkanten og den anden side lægges over fyldet. Det skulle gerne ende som små trekanter med fyld. Hver pakke lægges på en bageplade beklædt med bagepapir og pensles med oliven olie.

Fyld: gedeostrulle skæret i skiver ca. 5 milimeter tykke, blade fra estragon(to estragon blade i hver ”pakke”) og basilikum(tre blade i hver pakke) og til pensling oliven olie, så de små appitizere bliver sprøde udenpå.

De små ”pakker” skal have ca. 15 minutter ved 175 grader varmluftsovn.(ovnen skal være varm når de stilles ind). De skal have fået farve men ikke være for mørke.

Disse små gedeost pakker er utrolig gode både varme og kolde. Man skal bare sørge for, ikke at bruge for meget dej, når de laves, Dejen skal lige akkurat kunne komme rundt over fyldet, dejen hæver og bliver meget større i ovnen. Krydderurterne gør at pakkerne bliver lidt mere spændende ”at åbne”.

God fornøjelse med de små lækre bider.

Eva-Andrea


Ingen kommentarer:

Send en kommentar