lørdag den 28. marts 2015

Gamle nye havebøger

-med havefortællinger og kønne tegninger


Nogle kønne tomater
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker gamle havebøger. Det er så skønt, at finde en lille gammel havebog med let gulnede sider med en let lugt af sommerhus.
New zealandsk spinat og den ligner på en prik.
Sådan en havebog fundet i rodekassen på loppemarkedet til 5 kroner, ser måske ikke ud af noget særligt.
Men netop denne type bøger indeholder fabelagtige have-skatte og viden. Der er viden, som der ikke står noget om i moderne havebøger. Der er ofte have-fortællinger fra en have-begejstret skribent. Det er fortællinger, om hvordan skribent opdagede en ny urt, byttede sig til en særlig stikling eller surmuleri over ustadigt marts vejr. Det er historier, man kan glædes over og genkende.
I gamle havebøger er der også tit fantastiske tegninger af haver, urter, grønsager og frugter. Jeg elsker disse tegninger, det er noget helt andet end fotografier. Jeg kan også godt lide fotografier, men de kan ikke det samme som tegningerne. Tegningerne har en anden sanselighed og er på en måde kønnere.

Dette er nogle tegninger fra en havebog fra 1958 fra Politikens forlag. Den indeholder mange skønne tegninger, som er lige til at hænge op på væggen.

God fornøjelse at dykke ned i rodekasserne og gemmerne.

Eva-Andrea, havebegejstret

2 kommentarer:

  1. I begyndelsen af 70´erne udkom John Seymours bøger om Håndbog i Selvforsyning og Den selvforsynende Have. Jeg har haft originaludgaverne i 40 år, og de er stadig lige fantastiske! Både forklaringer og illustrationer er helt igennem vidunderlige. Man kan næsten ikke være havebegejstret uden disse bøger;-)

    SvarSlet
  2. Hej Geert

    John Seymours bøger er ret så gode og med fine tegninger. Der er nogle af rådene, man ikke helt kan bruge længere f.eks. nicotin. Det må man ikke sprøjte planter med længere, det kan man så tænke lidt over. Nicotin er for giftigt til planter, men fint til mennesker.

    God dag til dig Geert

    Eva :)

    SvarSlet