mandag den 31. oktober 2011

Den vilde vintersalat

-Den er enkel og kompleks

Dette er en salat, som består af forskellige danske efterår/vinter grønt. Så på den måde er det ret enkel salat, men hvert element i salat er tilberedt forskelligt. Det er for at give salaten en mangfoldig smag og for at prøve, at spise nogle ingredienser, som vi kender så godt på en ny måde. Så på den facon er denne salat ret kompleks. Det er en salat med noget der er kogt, råt, sprødt og bagt. Smagene er sød, syrlig, stærk, umami, bitter og salt, så man får lidt af det hele.

Opskrift

2 -3 rødbeder, ca. 6 kartofler, ca. 6 jordskokker, 5 blommer(kunne også være pærer eller æbler), 1 ½ dl. speltkerner, dressing: 1 spsk. tahin, 1 spsk. oliven olie og 1 ½ spsk. hvidvinseddike, lage til blommer: 3 spsk. sukker, 5 grapefrugtmynte blade(eller bare mynte), blanding til jordskokker: olie, salt og chili.

Skræl kartoflerne og kog dem i let saltet vand ca. 20 minutter(stik i dem med en gaffel for, at mærke om de er færdige). Vask og skær jordskokkerne midt over. Vend dem i olie, salt og rigeligt chili(tørret eller friskt)og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Put dem i ovnen ved 200 grader ca. 30 minutter. Imens skæres rødbederne meget tyndt(ca. 2 milimeter) og koges speltkernerne i tre gange så meget vand, som der er kerner med 1 ½ spsk. salt. Når de er kogt(når vandet er væk ca. efter 20 minutter), spredes de ud på en bageplade med bagepapir og  får lidt god olie(ca. 1 spsk.) og lidt ekstra salt. De skal nu i ovnen ved 200 grader ca. 10 minutter. Nu blandes dressingen af eddiken, olien og tahinen.

Kartoflerne skæres i mundrette stykker, før de kommes i dressingen med rødbederne og det hele væltes rundt. Ovenpå kommes jordskokkerne og blommerne med lage. Allerøverst drysses de sprøde og salte speltkerner.

Salaten skal serveres med det samme, for der er den bedst. I stedet for speltkerner kan man bruge solsikkekerner, mandler eller andre nødder eller kerner.

God fornøjelse med den enkle og komplicerede salat.

Eva-Andrea

fredag den 28. oktober 2011

Byens bedste sandwich?


-Har Politiken ret?

Jeg læste Politiken sidste weekend og så, at de anmeldte byens bedste gourmet sandwich. Vinderen var en sandwich fra en butik ved navn Nice i torvehallerne. Det er en sandwich, som består af stegt and, rucula, sød sennep og baguette.

Jeg synes, sandwichen så utrolig lækker ud og blev nysgerrig på, hvordan den smagte. Derfor tog jeg ind til torvehallerne med min kæreste søndag. Vi købte en sandwich hver og det var en meget skøn sandwich. Den var enkel, velduftende og absolut velsmagende.

Sandwichen var ret stor, så hvis man ikke har den helt store appetit, kan man godt dele sandwichen to personer. Man kan spørge butikken, om de ikke vil skære sandwichen over for en. Sandwichen koster hele 55 kroner, så hvis man deler den, er det en helt okay pris.

Der var ret meget kød i sandwichen, hvilket jeg synes, var ret dejligt. Men der var også andeskind i. Jeg hader skind fra ænder og andre fugle, så det kunne jeg godt have undværet. Men omkring alle andre omkring mig, så ud til at nyde både kød og skind. Der var i hvert fald ikke andre, som sad og pillede skinnet fra.

Men alt i alt blev mig og min kæreste enige om, at dette her var en skøn sandwich, som vi skulle smage igen.

Så tag ind i weekenden og nyd en af de dejlige andesandwich, bare husk at de taler ikke rigtig dansk i den lille franske butik, så find de franske gloser frem..eller engelsk.

Eva-Andrea

Den lette rødbedesalat

-enkel og anderledes

Jeg elsker rødbeder, men det skal ikke kun være de bagte, det skal også være i salater. Rødbeder kan puttes i en salat både rå og kogte. Hvis de er rå, skal de snittet eller rives i meget tyndeskiver, for at smage bedst. Man kan også lave en kombination af røde og gule rødbeder, så man får lidt farver i sin vintersalat.

Opskrift

Denne opskrift er til to personer.

2 rødbeder(muligvis i to forskellige farver), 1 spsk. balsamico eddike eller hvidvinseddike, 1 tsk. oliven olie, gedefeta og 1 spsk. sesampasta(tahin).

Vask rødbederne og snit eller riv rødbederne i tynde skiver(et par millimeter). Bland en dressing af eddike, oliven olie og tahin. Vælt dressingen over rødbederne i en passende skål. Rødbederne væltes rundt i det, så dressingen kommer ud over det hele. Nu deles fetaen i mindre stykker med fingrene og fetaen drysses udover salaten.

Nu har du en salat som er sprød, syrlig, salt og umami smagende salat. Den kan sagtens bruges dagen efter i en sandwich for eksempel.

God fornøjelse med rødderne.

Eva-Andrea     

torsdag den 27. oktober 2011

Jordskokker "chips"

Det elsker alle

Dette er en fantastisk måde, at nyde jordskokker på.  For når jordskokkerne først er blevet er skåret i skiver, væltet rundt i lidt olie, salt og eventuelt chiliflager, kan selv en rod-hader elske disse sprøde og salte ”chips”. Jeg har i hvert fald erfaret, at min kæreste, som ikke er den store rod-elsker, bare kan sidde og guffe jordskokker ”chips” helt stille indtil der ikke er flere. Derefter går han ud i køkkenet og ser om der er flere. Det betyder, at de ”chips” kan han godt lide.

Opskrift

4-5 (afhængig af størrelse)Jordskokker, 2 spsk. olie, salt(gerne i flager, men efter smag) og eventuelt chili.

Skær jordskokkerne i skiver, vend dem i olie(f.eks. i en plastikpose) og læg dem på en bageplade med bagepapir. Drys med salt og chili og stil dem ind i en 175 grader varm ovn, ca. 35 minutter. De skal have taget farve og virke sprøde, når de er færdige.

Når de små chips er færdige, har en lille ret som er sprød, salt, stærk og nøddeagtig i smagen. Det er bare at komme i gang.

God fornøjelse med rødderne.

Eva-Andrea




mandag den 24. oktober 2011

Brillant Blomkålssuppe
Her serveret med smudlret gedeost og lidt basilikum.

-En cremet oplevelse

Blomkålsuppe er en dejlig cremet og mild suppe. Den er super enkel, at lave og kan varieres på mange måder.  Man kan drysse den med tern af bacon eller flager af ristet parmaskinke eller måske smuldret gedeost eller revet parmesanost. Man kan bruge, det man lige har og kan lide.

Opskrift

Denne opskrift er ca. 3 personer med lidt tilbehør.

½  stor blomkålshoved, 4 kartofler, 4 lyse løg, 1 ½ liter vand, 40-50 gr. revet eller smuldret gedeost(man kan også bruge en anden ost), 1 spsk. olie eller smør til stegning, 2 bouillonterninger, salt og peber.

Hak løg, kartofler, og blomkål. Vælt det hele ned i en gryde og svits det igennem i fedtstoffet 6-7 minutter og drys salt over. Hæld nu vandet(forkog vandet i en elkedel) over grønsagerne og smulder bouillonterningerne i. Lad det nu koge ca. 15 minutter.

Alt skal være kogt godt igennem og derefter skal det hele blendes godt igennem med en stavblender. Blenderen holdes under overfladen, når du blender, ellers sprøjter det udover det hele.

Nu hakkes eller reves gedeosten. Den puttes ned i suppen og røres godt ud. Man kan også bruge en parmesanost til at røre i. Det bestemmer man jo selv, men husk peberen. Gedeosten og blomkål er ret godt sammen, så prøv det!

God fornøjelse med blomkålssuppen og gedeosten.

Eva-Andrea


søndag den 23. oktober 2011

Fotoreportage fra en venindemiddag


-Middag med omtanke i


Forret.
Når man sådan holder en venindemiddag, kommer der jo en masse lækre retter på bordet og der snakkes og hygges i timevis. Det er svært helt at gengive stemningen, men jeg kan gengive fotos af maden. Jeg elsker at holde middage, både for veninder, venner og for min kæreste, hvor man gør lidt ekstra ud af det. Man laver en menu med lidt ekstra omtanke og hvor alting skinner lidt mere.
De røde-gulerodsruller og den varme peberfrugtsalat.

Menuen i går lød på asiatiske proteiner til forret: ebemamibønner med havsalt og tigerrejer i østers og sojasovs(se opskrift på bloggen). Hovedretten lød på en varm salat lavet af peberfrugter med balsamico eddike og hvidløg på grønsalat(se opskrift på bloggen), filopakker med feta og røde gulerødder(se opskrift her på bloggen), kartofler med en græsk krydderiblanding og auberginepuré med røget paprika(se opskrift her på bloggen). Det var et orgie af grønsager, både kogte, stegte, bagte og purerede.

Græske kartofler og aubergine puré.
Det kan kun anbefales, at bruge denne årstids mange mørke aftner på middage med lidt ekstra omtanke.

God fornøjelse med din egen omtanke-middag.

Eva-Andrea

lørdag den 22. oktober 2011

finger-slikkende-gode-rejer

-venindemiddag og asiatiske proteiner

I går havde jeg jo en sød veninde til middag. Til hovedret var det er væld af grønsager, som alle var middelhavs inspireret. Forretten kaldte jeg asiatiske proteiner, for det var stegte tigerrejer i en karamelliseret østerssovs og sojasovs og edemamibønner med havsalt.

Det var rigtig fingermad og sovsen, som rejerne ar stegt i, var utrolig lækker, at vi slikkede vores fingre. Så hvis du vil smage nogle af verdens bedste rejer, så er det bare om at komme i gang. Det er utrolig let.

Opskrift

Ca. 25 tigerrejer(gerne nogle der har været frosne med skal), ca. 5 spsk. østerssovs og 2 spsk. sojasovs. Bland rejer, østerssovs og sojasovs i en plasticpose(f.eks. i en frysepose, det skal bare være en plasticpose, som er beregnet til mad ellers er der muligvis phalater i).  Luk posen og ryst det godt sammen. Man kan nu stege det hele, eller man kan lade det marinere 3-4 timer eller måske en hel dag.

Hæld nu sovsen ud(lad rejerne blive i posen lidt endnu) på en pande(fuld varme) og kog sovsen ind. Den skal koge ind ca. 5 minutter, hvor den bobler løs. Når sovsen er kogt godt ind, tilføjes rejerne og de steges i sovsen indtil de er blevet lyserøde(det tager 5-7minutter).

Nu har du nogle dødskønne rejer, som skal spises med fingrende, dels for at tage skalen af og for at man har en undskyldning, for at slikke sine fingre.

God fornøjelse med de fingerslikkende-gode-rejer.

Eva-Andrea

torsdag den 20. oktober 2011

Røde-gulerødsruller og venindemiddag

-rodfrugterne kommer!

Jeg skal have en god veninde til middag i morgen. Det bliver helt sikkert en dødhyggelig aften og en middag der kommer til, at indeholde utrolig mange grønsager. Der er måske nogle som vil synes, at dette er en lidt kedelig middag, men det tror jeg nu ikke den bliver. For det første er der en proteinrig forret og for det andet så er grønsager så utrolig spændende og mangfoldige. Nu er sæsonen for rodfrugter startet, så nu er der endnu flere grønsager at vælge imellem.

Jeg har forprøvet nogle af opskrifterne til i morgen. Jeg har blandet andet lavet, røde-gulerodsruller med gedefeta. Rodfrugtsæsonen er jo lige begyndt og der er de seneste år kommer nye rodfrugter i handlen f.eks. røde gulerødder og gule rødbeder. Disse rodfrugter smager ikke markant anderledes, end de sædvanlige gulerødder og gulerødder, men de ser utrolig smukke ud og kan varmt anbefales.

Gulerødder og feta er virkelig godt sammen. For gulerødderne er søde og fetaen er salt. Derudover er de søde små sød-salte pakker utrolig nemme at lave. Så der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang med rodfrugtssæsonen.

Opskrift

Denne opskrift giver 5 ruller.

4 små røde gulerødder(disse gulerødder er ofte lidt mindre en orange gulerødder), 3 spsk. feta(gerne fåre eller gedefeta), lidt olie og 2 filodejsplader(købes færdiglavet, fra køledisken).

Hak gulerødderne i tynde skiver (2 mm. ca.)og svits dem i olien ved fuldvarme ca. 7 minutter. Gulerødderne må gerne være lidt sprøde, men ikke rå, når de er færdige på panden. Klip filodejen i 5 lige store stykker(klip dejen på langsiden). Læg nu smuldret feta og gulerødder(1 stor spsk.) på den ene ende af filodejen(filodejen skal lægges i 2 lag), fold enderne ind og rul rullen sammen.

Når al dejen er brugt, lægges rullerne på en bageplade med bagepapir. Rullerne skal have 7-10 minutter ved 175 grader.

Nu kan de små ruller nydes, som en lille forret eller som en del af et større måltid.  

God fornøjelse med de røde gulerødder og rodfrugtsæsonen.

Eva-Andrea

tirsdag den 18. oktober 2011

Tomatsuppe

-Let og varmende

Det helt sikkert suppetid på nuværende tidspunkt. Specielt de dage, hvor det stormer og øser ned. Man er kold indtil knoglerne og man er begyndt at have lyst til at flyve syd på, som de store fugleflokke. Sådan nogle dage har jeg i hvert fald og så er en varm og velsmagende suppe, det der kan få mig i bedre humør.

Opskrift

Denne opskrift er til 2 personer.

1 kilo friske tomater(jo de er stadig gode nu), 2 løg, 1 stang bladselleri, 2 fed hvidløg, eventuelt basilikum, 1 grønsagsbouillonterning, 1 spsk. olie eller smør, ca. 2 spsk. sukker sort peber og salt efter smag.

Pil og hak løg såvel som hvidløg. Det er ikke så vigtigt, at det er meget småt, for det hele skal blendes senere. Put lidt olie eller smør i en gryde og tænd for middelvarme. Put nu løg og hvidløg i gryden. Imens det hele svitser lidt, vaskes og hakkes der tomater i massevis. Man kunne først tage skinnet af tomaterne(efter tomaterne har fået et skålhedt bad i kogende vand) og fjernet kernerne. Men helt ærligt, jeg synes ikke det er nødvendigt. Så op med tomaterne i gryden, når de er hakkede. Tilføj sukker, salt og peber og lad det koge igennem ca. 10 minutter.

Nu fint hakkes sellerien, for den skal først i efter suppen er blendes. Suppen blendes godt igennem, når det er kogt godt ud. Herefter tilføjes bouillonterningen og sellerien. Lad det nu koge et par minutter.  Nu er suppen klar til at blive serveret med eventuelt basilikum på toppen, noget sprødt ristet brød til og eventuelt parmesanost.

Jeg har i dette tilfælde serveret små filodejspakker til. Det er uhyre lette at lave. Tag to plader filodej, læg dem i lag og klip så dejen i 4 lige store stykker. I hver lang ende lægges lidt (2 spsk.) stegte svampe eller for eksempel spinat(optørret og vredet for væske) og lidt ricottaost(1 spsk.)(nå ja det kunne da også være en anden slags ost, bare en der smelter!). Nu rulles pakkerne sammen. De lægges på bagepapir og sættes i ovnen ved 175 grader ca. 10 minutter. Godt sagt dødlet og lækkert.

Det behøves ikke være så svært, selvom det skal være lunt og lækkert.

God fornøjelse med den knoglevarmende suppe.

Eva-Andrea

mandag den 17. oktober 2011

Gullasch

Gullasch serveret toppet med yoghurt og chili.

-En sjælevarmer

Jeg elsker gullasch. Det er en af mine ynglings vinterretter. Det er en ret, som har fuldt mig hele livet. Da jeg var yngre, lavede min far gullasch i løbet af vinteren. Han har aldrig lavet aftensmad særlig tit. Men han er nu ret god til det alligevel. Han tager det meget seriøst, når han laver mad. Han bruger hele sin opmærksomhed madlavningen, sveden springer nærmest. Men det giver gode resultater, for han laver en god gullasch.

Gullasch er egentlig ikke så kompliceret. Men skal have fat i noget godt kød og god paprika og så køre det ellers ret lige ud af landevejen derfra. Man kan servere gullaschen med kartoffelmos til og med enten en klat creme frase eller græsk yoghurt og hakket persille på toppen. Man kan også servere pasta(friskt eller tørret) eller ris til. Det bestemmer man jo selv.

Opskrift

Bov eller lignede udskæring(fedtfattig) ca. 500 gr. i tern, 500 gr. peberfrugter, 4-6 store spsk. paprika(jeg synes, at hvis man har fat i en god paprika, kan man bruge store mængder paprika, det giver bare en kraftigere og skønnere smag), 2-3 hvidløg, 1 flåede hakkede tomater, 2 spsk. tomatpuré, 3-4 løg, salt efter smag, fund eller bouillonterninger, 1-2 tsk. sort peber, 2 spsk. olie, eventuelt lidt chili, muligvis et par kartofler, eventuelt nogle gulerødder(personligt er jeg ikke meget for udkogte gulerødder, så dem springer jeg over, men andre elsker dem)og 3 dl. vand.

Steg kødet i fedtstoffet, så det er brunet igennem. Det skal ske i en stor gryde. Man kan gøre det i flere omgange, for det er ikke meningen, at det skal koge. Det skal stege! Derefter tages kødet op. Nu hakkes og pilles løg. Derefter svitses de med lidt fedtstof ca. 7-10 minutter. De skal ikke blive mørke. Derefter tilføjes tomatpure, hvidløg(hakket), paprika, kødet, chili(fint hakket), peber, kartofler. Svits det et par minutter og tilføj tomaterne og vandet og bouillon.

Herfra er det ret let. Nu skal det nemlig bare have 1 ½ time under låg. 15 minutter før gryden tages af varmen, tilføjes peberfrugterne(hakket).  Det kan være et problem, hvis man ikke lige har tiden. Til dem kan jeg sige, at jeg laver en sådan portion, hvis jeg arbejder hjemme, så kan man lige kigge op fra computeren nu og da. Man kan også lave en stor portion en søndag eller en dag i efterårsferien. Man kan roligt lave en stor portion. Derefter kan man fryse det ned i mindre portioner. Det bliver til på denne måde, har man ”overskud i fryseren” til en travl dag.

God fornøjelse med denne skønne vinterret.

Eva-Andrea  


lørdag den 15. oktober 2011

Gulerodsboller

Boller og en oplevelse

Jeg elsker gulerodsboller. De er søde, bløde og mætter på en god måde. Jeg bager dem derfor selv fra tid til anden.  De holder ikke så længe, så når man har bagt en portion, er det en god idè at fryse dem ned i mindre portioner. De kan spises til morgenmad, frokost eller som en mellemmad. Så det er altid godt, at have nogle i fryseren.

Opskrift

1 kilo hvedemel, 500 gr. gulerødder(de skal helst være økologiske for de er sødest), 20 gr. gær, ½ dl. hvedekerne, 1 ½ dl. solsikkekerner (det kan være hvedekerner men ellers lige hvad man har i skabet eller på hylden), 6 dl. vand, 1 tsk. salt og 2-3 spsk. honning.

Opløs gær, salt og honning i vandet. Vask, skrald gulerødderne og riv dem på et rivejern eller kør gulerødderne igennem en lille blender. Put nu de rivende gulerødder og kernerne i vandet og rør rundt. Derefter tilføjes melet. Lad lidt af melet være tilbage til formningen af bollerne.

Sæt det nu i køleskabet og lad det hæve til næste dag(ca. 12 timer mere eller mindre alt efter om man har travlt eller kan vente).

Form nu bollerne og læg dem på en bageplade. Bollerne kan efterhæve en halv time. Men de kan også bages med det samme ved 175 grader ca. 20 minutter. Men pensl dem lige først med en vand og olie blanding. Halvt af hvert.

Nu står man med nogle varme skønheder, som man straks har lyst til at spise og nyde. Men lad nogle af dem køle af og frys dem ned til en anden god dag, hvor man har brug for en bolle af ekstra god kvalitet.

God fornøjelse med gulerodslækkerbisknerne.

Eva-Andrea




torsdag den 13. oktober 2011

Halloweenbrød

-græskarbrød

Det er jo snart halloween eller allehelgensaften som det kaldes på dansk. Det er en højtid jeg holder af, for man kan holde halloween på to ret forskellige måder. Man kan mindes nogle afdøde man har holdt af og tænde et lys for dem og nyde noget god mad, mens man mindes. Den anden måde at holde halloween på er, ved at holde festlig uhygge, med udklædning og oppyntning. Det som disse to møder har tilfældes er stearinlys og græskar i lange baner. Græskar som udsmykning: udhulet såvel som ikke udhulet og i alt slags mad. Man kan bruge græskar i supper, tærter, bagt i ovnen eller for eksempel i brød. Jeg elsker græskarbrød med chili. Det er smukt i farverne og det er en god kontrast mellem det søde græskar og den stærke chili. Derfor får I denne opskrift.

Opskrift

400 gr. Hokaido græskar, chili gerne i flere farver og styrke efter smag, 1 ½ tsk. salt, 6 dl. vand, 15 gr. gær, 1 kilo hvedemel, 3 spsk. honning, ¾ dl. mandler(man kan også bruge græskarkerner eller solsikkekerner eller hvad man nu lige har på lager), olie, flagesalt.

Hak chilierne fint. Dette er meget vigtigt for det er ganske ubehageligt, at få et stort stykke chili i munden.  Skær græskaret midt over og tag kernerne ud. Man kan blende græskaret til ukendelighed, men man skal have en ret stærk blender og man kan også bare skære det i små stykker med en kniv. Det er ikke så vigtigt, at alle stykker er lige store. Bland nu vandet med gær, salt, mandler, honning med chili og græskar. Rør nu godt rundt, så gær og honning er opløst i vandet.  Derefter blandes melet i.  Når det er opløst i dejen, skal det æltes godt igennem. Drys nu lidt mel på toppen og lad det hæve i køleskab mellem 8 og 24 timer. Alt efter hvor tålmodig man er. Form nu bollerne og pensl dem med olie og drys med flagesaltet.  

Bag bollerne ved 175 grader i 25 minutter.

God fornøjelse med græskarbrødet.

Eva-Andrea

tirsdag den 11. oktober 2011

Svampetærte

-Lidt men godt

Jeg er jo inde i en madtærtepassion i øjeblikket. Jeg prøver noget nyt hele tiden. Jeg har nu fundet ud af endnu en glæde ved madtærter. Man kan strække en rigtig dejlig, men dyr råvare til flere dage eller flere personer. Og da det jo er svampesæson, så er der mange delikate, men kostbare svampe i butikkerne for tiden. Jeg købte 300 gr. dejlige friske østershatte, som kostede 10 kr. pr. 100 gr. så det er en dyr erfarer. Men jeg kunne få svampene til, at strække til en 4 personers tærte. Og så er det pludseligt ikke så dyrt og man føler, at man har fået smagt lidt af efterårets lækkerier.

Opskrift

300 gr. østershatte, 1 stort løg, citronsaft fra en halv citron, salt, fedtstof, 3 plader filodej(man kan også bruge en mørdej eller et tyndt lag pizzadej(så skal det bare forbages)), 1 dl. mælk, 4 æg stødt peber efter smag.

Pil og hak løget. Put fedtstoffet(ca. 1 spsk.) på panden og tænd for høj varme. Put løget på panden og mens løgene svitser, rives østershattene i mindre stykker. Efter ca. 5 minutter tilføjes svampene. Skru ned til middelvarme og pres en halv citron over svampene. Svampene skal have ca. 5 minutter. Imens klargøres fadet til tærten. Læg et lag bagepapir i bunden og ovenpå tre lag filodej.  Pisk æggene, mælken og den stødte peber. Massen kan godt tage en hel del peber. Hæld æggemassen i fadet og læg de stegte svampe oveni.

Nu skal det hele i ovnen i 45 minutter ved 175 grader.

Tærten kan serveres med brød og en enkel tomatsalat til. Men man bestemmer jo selv.

God fornøjelse med madtærten og efterårets svampe.

Eva-Andrea

mandag den 10. oktober 2011

Sensommer og efterspicnic

-Nyd naturen

Efteråret har været en mærkelig oplevelse. Vejret i september og oktober har været en dejlig og varm oplevelse. De seneste dage er det dog blevet koldere. Jeg har prøvet at nyde det gode vejr, så ofte jeg har kunnet. Jeg har bl.a. taget på en lille picnic i weekenden ved Gentoftesø. Jeg havde en grahambolle sandwich og en halv liter te med. Solen skinnede, der var en god udsigt og jeg havde det absolut skønt. En sådan lille picnic kan jeg kun anbefale til alle, som har lidt tid tilovers. Tag eventuelt en computer med, hvis du også skal arbejde, samtidig med at du nyder solen og naturen. Det er en helt anden oplevelse at spise og læse ude i naturen. Jeg blev bl.a. omsværmet af en rød guldsmed. Som flere gange landet på mig. Jeg kan dog anbefale varmt undertøj.

Det utrolig gode sensommer vejr, har gjort at mine vindruer i mine forældres have, for første gang er modnet. Druerne står udenfor drivhuset og i år har jeg rent faktisk klippet planten til og takket være den gode sensommer, har jeg hjemmedyrkede druer. Det er en fantastisk oplevelse.

Jeg købte i foråret et lille figentræ og troede der ville gå mange år, før det ville give figner. Men det var også helt i orden, for hjemmedyrkede figner, er værd at vente på. Men i går spiste jeg den første figne fra træet. Der er en hel del flere figner tilbage på træet. Jeg tror en del af dem, nok skal nå at modne. Træet står nemlig i mit drivhus i en potte. Træet fylder dog potten godt ud, så der går nok kun nogle år, før træet skal omplantes.

Jeg høster stadig chilier i drivhuset. Ja alle slags faktisk. Nogle af planter blomster stadig og nogle planter har en del chilier som stadig hænger og modner. Jeg overvejer at flytte en plante eller to inden døre, så den kan overvintre. Min agurkeplante er ved at være væk. Jeg høstede i weekenden, hvad der formodentligt er den sidste eller næstsidste agurk for i år. Men planten har tjent mig godt, med rigeligt agurker.

Her ses en morgen på vej til bussen. Der er et lille grønt område, tæt ved hvor jeg bor og det er et utroligt smukt sted i morgendissen. Man møder ikke mange der, højst en søvndrukken hundeejer der prøver at udfordre sin hund med en bold.

Jeg kan varmt anbefale, at bruge sin efterårsferie, på en tur i naturen med en lille madpakke. Det behøves ikke være andet end en sandwich, for det meste smager godt i naturen. Dog skal der et kurs te til.

God fornøjelse med efteråret og dets små glæder.

Eva-Andrea

søndag den 9. oktober 2011

Andemadtærte

Efterårssø: udsigt fra hvor jeg spise andetærte.
-anden og æblet

Jeg går videre med mit tema om madtærter og bruge madtærten til at trække en dyr men dejlig råvare. Så man kun behøves at købe en lille portion af det dyre, men nyde det længe. Jeg må indrømme, at jeg elsker and. Men and er jo ret dyrt. Så jeg nøjes med at købe et andelår og bruge det til en madtærte. Så holder det lækre andelår til en 3-4 persons tærte. Det kan kun anbefales. Jeg lavede to mindre tærter og tog den ene tærte med på skovtur.

Opskrift

Denne opskrift giver madtærte nok til 3-4 personer.
Andetærten på en bænk ved en sø. Jeg nød udsigten og maden.

1 andelår, 1 æble, 4-5 skiver tørret æbleskiver(kan undlades), salt, 1 spsk. fedtstof: enten smør eller olie, blommelikør(se opskrift her på bloggen) eller en brombærlikør(se opskrift på bloggen) eller lignede, 4 æg, 1 dl. mælk og rigeligt stødt sort peber.

Denne tærte er lidt sød pga. æblerne, men det passer godt til anden, men det betyder også, at man ikke skal være nærig med den stødte peber. For det giver en kontrast til sødmen.

Tag skindet af andelåret. Det kan være lidt svært, men hjælp med en kniv. Skær derefter kødet af benet. Skær det nu i mundrette stykker. Skær derefter et æble i små stykker(på et andet skærebræt og med en anden kniv). Tænd nu op under en pande, høj varme forståes og put fedtstof på panden. Når det er smeltet, kommes æble og and på panden. Skru nu ned for varmen så det er middelvarme. Mens anden steger, piskes mælk, æg og peber. Derefter klippes de tørrede æbler i små stykker og puttes i æblemassen. Man kigger nu lidt til anden og rør lidt i den. Nu tilføjes likøren og alkoholen fordamper efter få minutter og derefter tages anden af varmen. Derefter gør man tærtefadet klar. Formen på fadet er ikke så vigtig. Put først bagepapir i bunden og derefter putter man tre lag filodej ovenpå. Derefter hælder man æggemassen i og til sidst puttes anden og æblet i. Den skal nu steges ved 175 grader ca. 45 minutter.

Tærten kan spises med det samme, men er også god kold på farten. Jeg havde tærten med på en lille skovtur og det var en absolut god oplevelse. Så hvis man skal ud og gå i efterårsskoven er en madtærte, en god frokost at have med. Husk også lige en kande te.

God fornøjelse med andetærten.

Eva-Andrea

lørdag den 8. oktober 2011

Pindemadder

-Små skønne retter

Sidste weekend var jeg til fællesmiddag. Alle skulle have en ret med og det gav alt i alt en dejlig middag med en blanding af alt muligt. Det kan kun anbefales, at lave den slags fællesmiddage. Det er sjovt, hyggeligt og det er utrolig let for værterne, at holde middag på denne måde. Man kan ikke altid være helt sikker på, hvilke retter eller hvilke mængder mad, man ender med. Men min erfaring er nu, at alle bliver mætte og der er altid noget mad, som alle kan lide, for alle har jo haft noget med selv.

Jeg havde blandt andet tomatsalat med på små pinde og kartoffel/pølse kombi på pind med. De er meget enkle, men de blev da alle spist. Disse små pindemadder er ret hurtige, at lave.

Opskrift

Tomater(jo tomaterne er stadig i sæson og er gode), mozeralla(det skal altså være en god en), basilikum, salt, evt. oliven olie og små pinde.

Vask tomaterne og skær dem midt over. Skær mozerallaen i skæver, som man ville gøre til en tomatsalat. Pluk basilikummen for nogle store dejlige blade. Start med et stort basilikumblad på en pind, derefter en halv tomat og til sidst puttes et stykke mozeralla på. Denne proces fortsættes til alle tomater og al mozerallaen er brugt op. Nu drysses lidt salt over og hældes nogle dråber olie over. De små salat pinde er nu klar til servering.(De skal laves lige umiddelbart før de skal spises.)

Opskrift

Kyllingepølser(det er altid en god idé at bruge kyllingepølser, for der er mange som ikke spiser svinepølser), kartofler(gerne nye hvis det kan fås) og estragon.

Kog de nye kartofler i ca. 12 minutter i saltetvand(stik en gaffel i dem og mærk efter om de er færdige). Skær pølserne i mundrettestykker og steg dem ca. 7-8 minutter ved høj varme. Pluk estragon bladene af planten. Skær kartoflerne i mundrettestykker og put først et stort estragon blad på en lille pind, derefter puttes en kartoffel bid på og til sidst en et stykke pølse. Nu har man en skøn lille bid mad.

God fornøjelse med de små dejlige retter.

Eva-Andrea


torsdag den 6. oktober 2011

Løgtærte

-Madtærte passionen fortsætter

Jeg var jo til slåsammenmiddag sidste weekend. En af mine gode veninder havde taget en porretærte med og det startede en madtærtepassion hos mig. Så nu eksperimenterer jeg med madtærter. Jeg har indtil videre konkluderede, at enkle madtærter er det bedste. Derfor har jeg også tilberedt en meget enkel løgtærte. Derudover har jeg konkluderet, at jeg bedst kan lide en tærtebund som er lavet, af filodej. Den er super let at lave, skal ikke forbages og har en let smag.

Opskrift

Denne opskrift er til 4 personer.

6 løg, 4 æg, 1 dl. mælk, ca. 75 gr. ricotta, estragon, stødt peber efter smag, 3 lag filodej(Denne slags dej skal håndteres meget gelinde, da den er meget porøs og let bliver tør og derfor knækker), æg, muskatnød, salt og peber.

Løgene skæres i skiver. Steg løgene på en pande ved mellem varme. (Det skal steges før de puttes i tærten, for så ender man med den bedste milde løgsmag, tip fra min veninde med porretærten). Steg løgene ca. 10 minutter. De skal ikke tage for meget farve. Læg et stykke bagepapir i en tærteform. Ovenpå lægges 3 læg filodej i en tærteform. (Alt det filodej, som ikke skal bruges her og nu skal have et viskestykke om sig). Bland æg, mælk og stødt peber. Pisk det hele sammen. Læg de stegte løg ned i tærteformen, hæld æggeblandingen henover og fordel ricottaen med en ske.

Bag nu hele molevitten i ovnen ved 175 grader i 35 minutter.

Nu har du en dejlig mildt smagende madtærte. Server den med en tzatiki eller lignede.

God fornøjelse med madtærten passionen.

Eva-Andrea

onsdag den 5. oktober 2011

Rejecocktail på pind

- En let rejecocktail

Dette er en let version af en ellers ofte tung rejecocktail. For det første servers den på en lille pindemadspind. For det andet er majonæsen taget ud af ligningen. Nu har man en frisk lille ret, som man kan spise mange af. Så det er bare om at komme i gang med at lave dem, så man kan guffe dem i sig.

Opskrift

Rejer(de skal være dem fra lage eller helt friske, skal ikke være dem der har været frosne), avokadoer(De skal være modne men ikke overmodne), citronsaft og salt.

Skær avokadoen midt over. Hiv dem ud af skalen og skær dem i små mundrettestykker. Hæld vandet fra rejerne. Put en reje, derefter et stykke avokado og til sidst et par rejer på en lille pind. Fortsæt så længe du gider. Pres nu citronsaft over de små pindemaddder og strø lidt salt over. Nu har man en dejlig lille gang rejecocktailer på pinde. Server dem straks eller vent med at putte salt på og de kan stå i køleskabet og vente med at blive nydt nogle timer.

God fornøjelse med de lette rejecocktailer.

Eva-Andrea

tirsdag den 4. oktober 2011

Grønsagstærte

-Madtærte passion

Jeg var til slåsammenmiddag sidste weekend. En af mine gode veninder havde taget en porretærte med. Det gjorde, at jeg blev utrolig glad for madtærter. Det er en af fordelene ved fællesmiddage. Man(ja altså jeg gør i hvert fald)får inspiration fra mange forskellige af sine venners køkkener. Jeg er derfor nu, den glade ejer af en begyndende passion for madtærter.  Det vil nok afspejle sig i de kommende indlæg.

Opskrift

Denne opskrift er til 2 personer.

1 porre, 1 løg, 1 gulerod, 4 æg, 1 dl. mælk, rosmarin, feta 40-50 gr. stødt peber efter smag, 3 lag filodej(Denne slags dej skal håndteres meget gelinde, da den er meget porøs og let bliver tør og derfor knækker), æg, muskatnød, salt og peber.

Vask porren, guleroden og løget grundigt og skær dem i skiver. Steg grønsagerne på en pande ved mellem varme. (det skal steges før de puttes i tærten, for så ender man med den bedste milde grøntsager, tip fra min veninde med porretærten). Læg et stykke bagepapir i en tærteform. Ovenpå lægges 3 læg filodej i en tærteform. (Alt det filodej, som ikke skal bruges her og skal nu have et viskestykke om sig). Bland æg, mælk og stødt peber. Pisk det hele sammen. Læg de stegte grøntsager ned i tærteformen og hæld æggeblandingen henover. Tilsidst smuldres fetaen over. 

Bag nu hele molevitten i ovnen ved 175 grader i 30 minutter.

Nu har du en dejlig mildt smagende madtærte. Server den med en tzatiki eller lignede.

God fornøjelse med madtærten.

Eva-Andrea

lørdag den 1. oktober 2011

Grahambrød

-Til det hele

Jeg elsker, at bage brød. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg synes det er skønt, at blande ingredienserne, ælte dejen, lade dejen hæve (lige bortset fra når dejen hæver over i køleskabet og der er dej ud over det hele. I sådanne tilfælde ville jeg ønske, at jeg elskede købebrød lige så meget som hjemmebagt). Men det mest fantastiske ved brødforberedelsensprocessen er, når det trækkes ud af ovnen, dampende varmt og lige til at spise. Se den mærkelige blege dej pludselig blevet til noget skønt spiseligt. Derfor denne opskrift på grahamboller. Grahammelet gør, at brødet får en nøddeagtig smag.

Opskrift

Denne opskrift giver 9 frokost boller. Det er store boller, der ikke efterlader meget sult.

½ kilo hvedemel, ½ grahammel, 15 gr. gær, 1 spsk. salt, 1 spsk. sukker og 7 dl. vand(ikke for varmt for så dræber man gæren).

Opløs gær, sukker og salt i vandet i en rigelig stor skål. Når dette er gjort, tilføjes melet lidt ad gangen.(hold lidt mel tilbage, til formningen af bollerne). Når dejen er æltet igennem og virker sammenhængende(det er ikke ulovligt at tilføje lidt ekstra mel, hvis det er det der skal til) og nu skal dejen nyde livet i en store skål, stilles i køleskabet ca. 12 timer.(Det vil sige, det kan også bare være 8 timer eller hele 24 timer, hvis man har tid til den slags).

Form nu bollerne på et meldrysset bord. Læg dem på en bagepapirsbeklædtbageplade. De skal have 175 grader i ca. 20 minutter. Men kig til dem undervejs, for ovnens bageevner varierer meget og jeg kan ikke fortælle dig, hvordan din ovn fungere.

God fornøjelse med bollerne og processen.

Eva-Andrea