fredag den 22. maj 2015

Maj-opdatering på projekt "altanhave på 0-budget"

-Det er allerede frodigt og overdådigt

Tomat har selskab af krydderurter
Jeg påbegyndte mit altanprojekt i midten af januar og målet var, at få en frodig og overdådig altanhave. Min altanhave er allerede frodig, men ikke overdådig endnu.
Jeg elsker min nye altanhave, men problemet er at jeg hele tiden finder på noget nyt. Jeg kommer hele tiden på nye små tiltag, hvordan jeg lige kunne flytte lidt rundt, så der bliver plads til en ekstra plante. I forhold til hvor lille en altan jeg har, så bliver der flyttet utrolig meget rundt.

Tomater på altanen 
Senest er der kommet en Santorini tomat til, som har fået en stor gammel ler Ikea krukke at bo i. Ikea har nogle store rigtig gode ler krukker, til 89 kroner. De er endda frostsikre. Derudover har jeg en lille pottetomat i en hængepotte.
Santorini tomater er faktisk en ulovlig tomat i EU, men jeg har fået fingre i dem alligevel. De står også i mit drivhus, læs evt. det tidligere blogindlæg om Santorini tomater her:
http://www.madoghave.blogspot.dk/2015/04/de-ulovlige-santorini-tomater.html
Kartoflerne er hævet via en ekstra potte

Squash i en hængende potte 
På min altan har jeg en del hængende krukker også udover altanen. I en stor krukke har jeg plantet en squash og den har det godt. Den har sat sine første blomster og nu venter jeg spændt på de første frugter. Det skulle være svært, at have squash i potter, men hvis den kommer til at mistrives, så kommer den i nyttehaven, hvor der er pladser reserveret til squash.

Kartoflerne har blomsterknopper


I mine potato pots har jeg kartofler og de har allerede store flotte store blade og nogle har endda små blomsterknopper. Men kartoflerne venter på sig lidt endnu. Jeg har fundet plads til 3 potato pots.

Bønner i vinkassen
Jeg har i begyndelsen af maj sat to små bønneplanter i hjørnet af altanen. De vokser ikke så hurtigt lige nu i det triste kolde maj vejr, men de har heller ikke taget skade af vejret. Så jeg ser frem til, at kunne plukke bønner sommeren igennem. Derudover har jeg hestebønner i mine vinkasser og gror på livet løs.

Rucola, shiso, hvidløg og hestebønner
Ærter, salat og urter
Jeg har også et par ærteplanter og de har det godt og der ud til at trives.
Salater og urter er jeg selvforsynende med og der skal snart sået andet hold af spinaten.

Hvidløg og de lækre hvidløgstoppe
Hvidløg har jeg i de fleste potter mellem de andre planter, de har det godt og vokser på livet løs.
Vinkasser er kønne, praktiske og kan findes gratis 
Hvidløgene har fået et forspring, da de har haft glas over. Det gode ved hvidløg er, at man kan høste grønne hvidløgstoppe det meste af toppen og de har en skøn smag. En anden fordel er, at mange mennesker som er allergiske overfor hvidløg, kan godt tåle dets top og derved få den lækre smag.

Jordbær i hængende potter
Jordbær har jeg også i hængendepotter og nu glæder mig til bærrene.

God fornøjelse med altanhaverne og alle de andre haver

Eva-Andrea, utrolig haveglad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar