tirsdag den 8. april 2014

Magisk madtur til Lolland

-lidt om Lolland
Bandholm frugtplantage på Lolland

Jeg er et smut på Lolland. Før jeg tog afsted har nogle af mine bekendte grinet og sagt "Lolland?" De har derefter uddybet deres grin med, at det er da et mærkeligt sted at tage hen. Tja ja jo måske har de ret og dog ikke helt alligevel.
Lolland har en spændende historie, der har boet folk siden stenalderen og der har boet mange. Dette er de utallige stenhøje og jættestuer et tydeligt bevis på. Mange steder kan man kigge ud i det flade landskab og pludselig afbrydes ens øje af en stenhøj med nogle krogede vindskæve træer på toppen.
Mange af byerne på Lolland er ligeledes af ældre dato og stammer fra vikingetiden eller middelalderen. Dette gælder f.eks. byen Bandholm, som første gang er nævnt i et brev fra en nonne i 1300-tallet.
At der har boet mange folk på Lolland vidner de utrolig mange godser og slotte ligeledes om. Grunden til alle disse slotte og godser er den frugtbare jord og det milde klima. Klimaet på Lolland er et af Danmarks mildeste områder. Man siger, at klimaet er som i Nordfrankrig. Så hvorfor egentlig tage parisekspressen til Frankrig, når man kan stå af på Lolland?
Mange vil protestere og hånligt påpege, at maden i hvert fald er væsentlig bedre i Frankrig. Det er en lang diskussion og jeg vil holde med Lolland. På Lolland og de små øer i nærheden er der mange små producenter, som virkelig kan dyrke og tilberede produkter med smag og omhu. Dette er deres svinekød bl.a. et bevis på.

Svinehold og svinekød på Knuthenlund Gods
En flot anretning på Knuthenlund
Her på Lolland er der mange projekter i gang, som skal mangfoldiggøre og øge smagen i den enkle råvare. Knuthenlund Gods har mange idéer og projekter af denne slags. Dette gods er jo kendte for deres guld-pris-vindende-oste og gode lamme- og endda gedekød. Men de kan meget mere end det.

De går op i at bevare danske landracer og gamle danske sorter. De har en mangfoldighed af vilde urter, dyr, flagermus og insekter på deres gods som, kunne gøre mange biologer og biodynamikere grønne af misundelse. De dyrker økologisk og er på vej mod det biodynamiske. De har grise gående udendørs og her har grisene det, som grise skal have det. Så kort kan det siges. Det betyder, at her ligner grisene og deres omgivelser det man ser på postkort og på gamle landskabs malerier. De er sort plettede, krølle på halen, ingen ring i næsen. De har al den jord og mudder de orker at rode i.
Det giver en god grisetilværelse og det giver smagfuldt kød. Jeg smagte igår noget af svinekødet kogt i eget fedt, som man ville tilberede and eller gås i Frankrig. Det var en smag, der kan få enhver madentusiast til at blive i godt humør. Det smagte intenst, mørkt og lidt som vildsvin. Jeg spiser sjældent svinekød, jeg synes ikke det smager af noget. Men dette her var en helt anden sag med meget mere smag.

Svinekoteletter på Bandholm Hotel
"Smagen af Lolland" ser da smuk ud.
Det var dog ikke det eneste svinekød, som jeg har fået smagt på Lolland. Igår aftes fik jeg retten "smagen af Lolland" i restauranten på Bandholm hotel. Det var en anretning som bestod af både bygsotto, svinekotelet med enebær, saltbagt selleri, små bagte kartofler, sovs og lidt grønt.
Ild i pejsen
Det hele serveret i den grønne stue, hvor der var ild i pejsen og havudsigt. Serveringen var virkelig vel tilrette lavet. Svinekoteletter kan være noget af det kedeligste der findes. Men ikke her, kødet var stegt som vildt og havde en intens smag. Jeg kunne
have nøjes med koteletten og mit madhjerte ville have været glad og tilfreds. På den anden side ville jeg nødigt have undværet bygsottoen med æbler og løg. Det var en sød, blød og meget dansk ret. For mig kunne dette også have været en ret for sig selv, uden jeg havde manglet smag eller fylde.
Jeg fik bare en ret og var mæt og tilfreds. Min kæreste derimod fik både forret, hovedret og dessert. Han var godt mæt, da vi nået til kaffen. I denne restaurant sparer man ikke på portionerne og da desserten kom ind, var det da også et stort stykke blød mørk chokoladekage med en stor kugle vaniljeis. Der var rigeligt til os begge. Bandholms Hotels restaurant og Hotel kan kun anbefales, hvis man er blevet fristet til at aflægge Lolland et besøg, www.bandholmhotel.dk hvis du skulle få lyst til Lollands gode oste eller økologiske kød fra Knuthenlund Gods kan det fås i Irma og man kan læse mere om dem på  www.knuthenlund.dk

God fornøjelse med Lolland og dets mange fristelser.

Eva-Andrea

Ingen kommentarer:

Send en kommentar