lørdag den 30. juli 2011

Mirabelmarmelade - En billig delikatesse

Her er mirabellerne blandet med røde stikkelsbær.
Det er en af de bedste slags marmelader, der findes. Man kan ikke købe mirabeller, man kan kun få fat mirabeller, hvis man plukker dem på en af de mange træer, som der findes rundt omkring i landet.

Der er utrolig mange mirabeltræer i Danmark. Mirabeller smager ikke særlig spændende friske. Men kogte med sukker er det helt fantastiske. De bliver til dyrebare delikatesser.

Mirabeller har ret store sten i forhold til deres størrelse. Det er meget besværligt, at pille stenene ud, så lad være med det. Man skal bare skære hul på skallen. Kog mirabellerne med sukker og sten. Så vil stenene komme ud af kødet og oftest søge op ad mod overfladen. Det gør ikke noget, at ikke alle sten kommer op af marmeladen. De vil bare give smag til marmeladen, når marmeladen står i glassene. Så det skal man ikke bekymre sig over.

Der findes røde og gule mirabeller. De minder meget om hinanden i smagen, men giver vidt forskellige farvede marmelader. De gule mirabeller giver en nærmest helt gylden marmelade, men den røde mirabelmarmelade er også smuk.

Det er ganske hurtigt at plukke mirabeller. For mirabeltræer er næsten altid overfyldt med frugter. Det kan dog være en god ide, at tage en stige eller skammel med, når der skal plukkes mirabeller. Mirabeltræer kan nemlig blive utroligt høje.

Mirabellerne er blandet med sukker.
Opskrift

Halvt sukker og halvt mirabeller, evt. citronskal, atamon og pektinpulver.

Vask mirabellerne, fjern blade og skær hulpå dem alle med en lille kniv. Bland dem nu med sukker. Du kan koge dem straks eller lade dem stå og trække med sukkeret natten over.

Kog det indtil stenene kommer ud af mirabellerne. Tag så mange af stenene væk fra marmeladen med en hulske. Når du ikke orker at tage flere væk, tilføjer du pektinpulveret og koger det videre et par minutter. Nu skal det på glas, som er klargjorte.  Det vil sige, at glassene er overhældt med kogende vand og derefter rystet med atamon.

Mirabelmarmelade er virkelig en marmelade, som kan gøre mig glad på en vinterdag. Det er både godt alene på brød og med hårde og bløde oste.

God fornøjelse med den gyldneglæde på glas.

Eva-Andrea


Ingen kommentarer:

Send en kommentar