torsdag den 14. juli 2011

Toscansk fattigmands foie gras

4. dagen på min toscanske madforsøgsuge.

Dette er en lækker cremet mousse/pate. Den kaldes fattigmands foie gras, fordi det ligner og smagsmæssigt minder om foie gras. Det består bare af noget lidt andet og er meget billigere. Her har det toscanske køkken fundet på et lille mirakel, og miraklet er oveni købet ret let at lave.  

Opskrift

150 gr. Kyllingelever, timian efter smag, 25 gr. smagsneutralolie, salt og peber efter smag, 75 gr. kogte kartofler, 1 spsk. cognac eller 2 spsk. portvin eller hvid rom.

Kog kartoflerne i saltet vand, mens du laver de andre forberedelser. Steg leveren på pande i olien, indtil leveren er sart lyserød indeni(det tager ca. 5 minutter). Leveren må ikke blive grå indeni. Derefter tages leveren af panden og skyen fra leveren koges op et par minutter med den valgte alkohol. Cognac er at foretrække, men man kan sagtens vælge en anden form for alkohol, da cognac er ret dyr.

Blend nu det hele sammen(også kartoflerne) i en blender eller med en stavblender. Når man har blendet det hele og derefter løfter låget af, kommer den mest vidunderlige duft op i næsen på en. Det dufter så vidunderligt, at man har lyst til straks, at smøre det på et stykke brød og spise sig mæt i det. Så lav moussen lige før det skal spises.(selvom den også er god kold)

Man kan bruge moussen smurt på ristede brød enten alene, eller på en lille grøn salat. Man kan også bruge moussen i stedet for den danske leverpostej på madpakken.

God fornøjelse med den cremede krydrede mousse.

Eva-Andrea

3 kommentarer:

  1. Lyder godt - og der er jo INGEN grund til at støtte ægte foie gras og dermed dyreplageri - så fornuftig opskrift!
    Maja

    SvarSlet
  2. Hej Maja

    Det har du helt ret i, det er trist at gæs skal overfodres, for at nogen kan nyde en bestemt slags mad..

    Eva-Andrea

    SvarSlet
  3. Hej Eva,

    Har lige lavet en mousse med Berberi Andelever(fra Salling) men ellers som din opskrift, og det er super godt, næsten som at være der selv ;o).

    Tak for god inspiration.

    Mvh,
    Brian, Aalborg

    SvarSlet